Et meget typisk kabelanlæg er et 150 kV eller et 132 kV-kabelanlæg, der ligger i flad forlægning med 40 cm mellem hver af de tre faseledere, der udgør et kabelsystem. Et kabelanlæg i flad forlægning på disse spændingsniveauer er typisk beliggende i det åbne land. 132 kV og 150 kV er det spændingsniveau, der udgør elektricitetens hovedveje, hvorimod 400 kV kan siges at være elektricitetens motorveje. 132 kV kabelanlæg er at finde på Sjælland og i Østdanmark, mens 150 kV benyttes i Jylland og på Fyn. 220 kV benyttes primært i forbindelse med de landbaserede dele af tilslutninger af havvindmølleparker til det øvrige elnet.
Der er i det seneste år – og bliver i de kommende år – anlagt flere af disse typer af kabelsystemer. I takt med udbygningen nedtages flere og flere luftledninger på 132 kV- og 150 kV-niveauerne.
Generelt er det gældende for kabelanlæg, at sammenlignet med luftledningsanlæg kan der måles et højere magnetfelt lige over kabelanlægget end under en luftledning. Til gengæld aftager magnetfeltet også endnu hurtigere med afstanden. Det sker som følge af at faselederne er placeret fysisk tættere på hinanden sammenlignet med luftledningsanlæg.
Det, der har betydning for magnetfeltets størrelse på et kabelanlæg, er årsmiddelstrømmen, faseafstanden og i mindre grad kabeldybden. Spændingsniveauet, dvs. om der er tale om et 132 kV-, 150 kV-, 220 kV- eller for dens sags skyld et 400 kV-kabel, har i sig selv ingen betydning for magnetfeltets størrelse.
Herunder er vist et eksempel på et enkeltsystems 150 kV-kabelanlæg med en relativ stor årsmiddelstrøm på 800 A. Selv med denne årsmiddelstrøm er magnetfeltet aftaget til udredningsværdien på 0,4 µT allerede ved 17 meter.

Ved krydsninger af f.eks. veje, jernbaner, vandløb og fredet natur er et kabelanlæg som oftest etableret via. styret underboring. Ved styret underboring er faselederne placeret i større indbyrdes afstand end 40 cm - helt op til 5,5 meter ved de længste underboringer. De typiske indbyrdes afstande mellem faselederne er dog i størrelsesordenen 1,5-3,5 meter i forbindelse med f.eks. mere simple vejkrydsninger. Ved større faseafstand, får magnetfeltet også en større udbredelse. Herunder fremgår en beregning af magnetfeltsudbredelse ved en indbyrdes faseafstand på 3,5 meter på samme årsmiddelstrøm på 800 A.

I nogle tilfælde placeres flere kabelanlæg på 132 kV, 150 kV eller 220 kV ved siden af hinanden, så der kan være to eller flere parallelle kabelsystemer. Det betyder dog ikke nødvendigvis en væsentligt større magnetfeltsudbredelse. Det afhænger bl.a. af fasefølgen, dvs. måden hvorpå de tre faseledere på de forskellige systemer er placeret i forhold til hinanden, da en optimal indbyrdes placering bevirker, at magnetfelterne til en vis grad modvirker hinanden.
Herunder er vist et beregningseksempel med to kabelsystemer med en årsmiddelstrøm på 800 A pr. system, og hvor fasefølgen er optimeret mest muligt. Sammenlignet med eksemplet med et enkelt system, er udredningsafstanden kun forøget med 2 meter fra 17 til 19 meter.

