Højspændingsstationer på transmissionsnettet er de største højspændingsstationer målt på areal. 400 kV-nettet, der kan betragtes som elektricitetens motorveje, transporterer den største mængde af elektricitet. Derfor er disse stationer de største, nogle op til ca. 1 km lange. Højspændingsstationer på 220 kV, 150 kV og 132 kV er væsentligt mindre, men stadig større end stationer på lavere spændingsniveauer (60 kV og nedefter). Endeligt er der på transmissionsniveau også såkaldte kabelovergangsstationer, hvor der er overgang fra luftledning til jord-kabler og omvendt.

Magnetfelterne fra højspændingsstationer er sædvanligvis meget små, når man er uden for hegnet eller bygningen omkring dem, dvs. på de steder, hvor offentligheden har adgang. Generelt aftager magnetfeltet fra en station langt hurtigere end fra et kabel. Udenfor hegnet omkring en station vil det derfor være felterne fra de kabler og luftledninger, der går til og fra stationen, der dominerer.

Man kan ikke beregne magnetfeltet fra en station, fordi stationer har varierende layout med mange forskellige komponenter. I stedet kan man måle magnetfelternes størrelse. Inden for hegnet og på stationsområdet er magnetfeltets baggrundsværdi i intervallet 0,4-0,8 µT.

Uden for hegnet omkring en station vil magnetfeltet være faldet til meget lave værdier tæt på nul, på nær de steder hvor luftledninger og kabler går til og fra stationen. Nedenstående eksempel viser en række målinger, der er foretaget langs perimeterhegnet til 400 kV-højspændingsstation Landerupgård. Her fremgår det, at der langs hegnet, hvor der ikke er ka-bel- eller luftledningsforbindelser, generelt måles relativt lave værdier på mellem 0,06-0,3 µT. Lige under 400 kV-luftledningsforbindelserne måles til gengæld op til ca. 7 µT.